Forskeren Andrew Thomas har - i lighed med mange andre - fundet folkefortællinger om Syndfloden i bl.a. Egypten, Grækenland, Messopotamoien, Peru, Mexico, Grønlandog Gobi-ørkenen. Er forklaringen at alle disse folk nedstammer fra Noa?

Var der alligevel en 
Syndflod? 

Undersøgelser viser, at vandet for 7.200 år siden fossede ind i Sortehavet med en kraft 200 gange større end Niagara...

Af Henri Nissen
Redaktør af Udfordringen
Journalist (D.Jfb)

Sådan skriver geologen Minik Rosing i Politikens videnskabelige brevkasse "Vid & Sans" (12.8.2001) Han fortsætter med at kalde syndfloden: „En begivenhed, som ikke taber i fascinationskraft ved, at vi er begyndt at forstå det komplekse samspil mellem klima, geologi og kulturhistorie, den er født af."

Rosing hentyder til de opdagelser, som geofysikerne William Ryan og Walter Pitman har gjort i Sortehavet gennem de sidste årtier.

Ryan og Pitman har udforsket bunden af Sortehavet sammen med forskere fra Bulgarien og Tyrkiet. Ved hjælp af lydbølger og bundprøver har de fastslået at Sortehavet engang har været en ferskvand-sø, der lå mange hundreder meter under vore dages havoverflade, og at der for ca. 7200 år siden var en kæmpemæssig oversvømmelse.

Forskerne antager kort sagt, at oversvømmelsen skyldtes at isen efter den sidste istid over Nord-Europa smeltede. Derved steg vandstanden i Middelhavet. Forskerne tror så, at en smal landtange kan have skilt Middelhavet og Sortehavet ved Bosperus-strædet . På et tidspunkt gennembrydes vandtangen og vandet fosser ind . Det falder ca. 150 meter ned til den lavere liggende dal og vandfaldet har en kraft som 200 Niagara-vandfald!

Hver time strømmede en kubikkilometer vand ind over Bosporus-strædet...

Den slags størrelsesforhold kan ikke undgå at lede tanken hen på den bibelske syndflod, selv om den efter Bibelens tal skete for ca. 4.500 år siden.

Og for at få det til at passe med Bibelen antager man, at Bibelens „hele verden" var samlet i Sortehavsdalen, som har været en meget frugtbar dal – et Paradis, ja – med en ferskvands-sø i bunden, der strakte sig tusind kilometer mod både nord og øst, hvor man kunne sejle og handle og dyrke de frugtbare bredder.

Med oversvømmelsen blev hele den første civilisation på jorden mere eller mindre udryddet, bortset fra nogle få overlevende – Noa og familie måske? - som ved vindens kraft drev østpå og nåede til Ararat-bjergene.

Efter oversvømmelsen og drukningen af Sortehavs-civilisationen rykkede en del af de overlevende nordpå. Da isen trak sig tilbage, blev landet i Nordeuropa mere frodigt, og jægere og jorddyrkere rykkede nordpå.

- Takket være deres kendskab til agerbrug og kunst-vanding var de i stand til at grundlægge nye civilisationer i de næringsrige, men nedbørsfattige og tørre flod-dale, som strækker sig langs middelhavsregionens store floder, Eufrat, Tigris, Jordan og Nilen. Områder, vi har opfattet som civilisationens vugge, fordi ethvert spor af den paradisiske have, som mennesket ifølge urgamle skrifter skulle være kommet fra, er som sunket i havet, skriver Minik Rosing i Politiken.

Han forklarer, at de store isskjolde, som man mener forud lå over store dele af Europa, Asien og Nordamerika, først sænkede vandstanden i verdenshavene med mere end 120 meter, samtidig med at vægten af iskalotterne trykkede kontinenterne ned i Jordens bløde kappe, som de flyder rundt på.

Da isen så begyndte at smelte efter den sidste istid (for ca. 10.000 år siden) opstod der stepper og ørkener. Under tidligere smelte-perioder skulle store floder være opstået og have gjort Sortehavet til et mægtigt ferskvandsreservoir. Floderne fortsatte herfra ud i Middelhavet, som da var 50-150 meter lavere.

Da isen forsvandt i de sydlige områder, begyndte landet her igen at hæve sig, og vandet løb derefter mod vest. En del af Sortehavet fordampede over de næste årtusinder, så vandstanden igen faldt ca. 150 meter, og imens steg vandstanden i havene.

Så vidt altså den ikke-bibelske udgave af Syndfloden.

Hvad er så tegnene på, at der engang var en syndflods-katastrofe?

På 150 meters dybde ved Sortehavskysten har forskerne fundet en lille vold af rullesten, som tyder på, at kysten har ligget her engang.

På lidt dybere vand har man også fundet sandrevler, som man normalt kun skulle finde på kysten i et par meters dybde.

Hvis vandet bare var steget langsomt, så ville stranden og revlerne være fulgt med op. Når der stadig findes tegn på en strand så dybt nede, må det skyldes, at vandet pludselig er steget med mere 100 meter. Der må være sket en vandkatastrofe.

Fra 150 meters dybde og op til den nuværende kystlinie findes der også lag, som man ellers kun ville finde på en tør dalside. De er nu dækket af et ganske tyndt lag af mudder.

I stranden på under 150 meter vand har man fundet muslingeskaller. Og de er vel at mærke alle fra ferskvandsmuslinger. Derimod er de skaller, man har fundet højere oppe alle fra saltvandsmuslinger.

Datering efter kulstof 14-metoden (der som bekendt skal tages med et gran salt) viser, at de yngste ferskvandsmuslinger og de ældste saltvandsmuslinger er lige gamle. Ud fra deres alder mener man at kunne fastslå "syndfloden" til at være sket for ca. 7.200 år siden.

Selv om ikke alt passer med den traditionelle opfattelse af Bibelens beretning, så er det ganske interessant, at disse forskere i hvert fald kan bekræfte, at der har været en syndflod i dette område. Og – som Rosing udtrykker det – at "der er god grund til at antage, at den bibelske flod, som vi var begyndt at betragte som en fantasifuld myte, var en faktisk historisk begivenhed."

Alt dette kan man læse mere om i bogen "Syndfloden" af de to forskere, William Ryan & Walter Pitman. Den er på 245 sider, og koster indbundet 249 kr. Det er forlaget Aschehoug, der har udgivet bogen på dansk efter den engelske titel: Noah’s flood - The new scientific discoveries about the event that changed history.(Simon & Schuste, New York).

Men var syndfloden så kun en lokal begivenhed?

Nej, andre forskere har fundet tegn efter en stor oversvømmelse / syndflod andre steder. Geologerne Jim Teller fra Manitobas Universitet i Canada, Nick Lancaster fra Ørkenforskningsinstituttet i Reno, Nevada, og Ashok Singhi fra Fysisk Forskningslaboratoriet i Indien, har fremlagt indicier på, at der engang har været en stor oversvømmelse i den arabiske ørken. Og de mener, at Golfen – som kun er ca. 100 meter dyb – tidligere var tør, før isen smeltede. De forelagde deres resultater på Det Amerikanske Geologiske Selskabs årsmøde i Reno i marts 2000.

Desuden findes beretninger over snart sagt hele jorden i gamle sagn og myter om en stor syndflod, som engang druknede alting. Og de fleste af disse har med, at nogle blev reddet i en båd. Det er ikke sandsynligt, at alle disse historier er opstået ud af fri fantasi. De stammer enten fra samme begivenhed, eller fra samme Ur-beretning.

Og hvis man tror på Bibelens beretning, så stammer deres forfædre alle fra Noas efterkommere.

Gå til 2. artikel om Syndfloden

Gå til Udfordringens forside