Nødvendigt forbehold

Af Redaktør Henri Nissen

Når Udfordringen nu igen arrangerer en rejse til det nævnte fund i Ararat-bjergene er det ikke, fordi vi vil påstå, at dette ER Noas ark. Men der er så meget, der tyder på det, som det fremgår af artiklerne fra den første danske ekspedition til området.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der også er kristne, bibeltroende forskere, der mener, at fundet ikke er veldokumenteret, og at den nu afdøde amatørarkæolog Ron Wyatt, som "opdagede" fundet, ikke er troværdig. Desværre udspredes der også mange urimelige beskyldninger over internettet, som mangler hold i virkeligheden eller som skyldes personlige modsætninger. De fleste gentager blot, hvad andre påstår, uden selv at undersøge tingene.

Kritikken af Wyatt skyldes dels, at han ikke altid har været åben overfor kritikere om målinger og resultater, dels at han også har påstået at han har opdaget så meget andet, at det næsten er for godt til at være sandt.... Han mente f.eks. at have fundet det rigtige Sinaj-bjerg i Arabien; at have fundet det sted, hvor jøderne gik over det Røde Hav; at have fundet Sodoma og Gomorra - og endda Pagtens Ark. Men efterhånden viser en del sig at være rigtigt.

Det er vigtigt at beholde en sund portion skepsis. På den anden side er det jo nogen gange netop originalerne, de utraditionelle og sære mennesker, der finder de vises sten. Mens de etablerede og "fornuftige" ikke kan få øje på dem. (Og det kan måske også være svært at leve med, at en amatørarkæolog tumler verden rundt og finder både det ene og det andet.)

Vi lader indtil videre tvivlen komme afdøde Wyatt og hans fund til gode.

Og som det fremgår af nedenstående, så kan du nu glæde dig til mere om bibelsk arkæologi i Udfordringen.

PS: I en artikel fra Ritzaus Bureau, som er bragt i en lang række dagblade i påsken, har der desværre indsneget sig et par misforståelser. Jeg er således citeret for, at de tidl. påståede fund skulle passe fint sammen med det fund, vi skal ned og se. Det er ikke rigtigt. De tidl. "fund" er gjort på Mt. Ararat, mens dette objekt findes på et bjerg ca. 20 km syd-øst for Mt. Ararat. (De tidl. "fund" blev kun nævnt for at fortælle om den interesse, der gennem historien har været for at finde arken.)
Når jeg er citeret for at sige, at der er fundet jern, træplanker osv. på dette bjerg henviser dette til de oplysninger, Ron Wyatt og andre har givet. Disse oplysninger betvivles dog af andre, skal det retfærdigvis siges.
Henri Nissen

 

(Se artikel fra Ritzau?)

Udfordring til troen

Hvor ofte hører man ikke lærere og speakere i naturvidenskabelige TV-serier slynge om sig med millioner af år, hvor vi og „andre dyr" skulle have udviklet os fra snotklatter til de vidunderlige skabninger vi er i dag.

Specielt for unge i gymnasier og på universiteter kan det føles som et frontalt angreb på troen - for der er åbenbart ikke plads til Gud i skabelsen - og i hvert fald stilles der uafbrudt spørgsmål ved Bibelens historieskrivning.

Meget sjældent fortæller man, at det meste er teorier og ikke bevist. Hele systemet med at tidsfæste fossiler til millioner af år bygger på teorien om, at de geologiske lag ligger som de gør pga. jordens udvikling - og når man kobler dette sammen med teorien om at udviklingen er sket over millioner af år, får man dette tidsskema. Men det er altså to teorier, der bider sig selv i halen. Hvis det ene ikke passer, gør det andet heller ikke. Og ingen af delene er bevist. Normalt kan man ikke drive videnskab på den måde - kun når det gælder udviklingsteorierne gør man det...

Faktisk er der mange eksempler på, at disse teorier ikke holder stik. F.eks. passer de mange millioner år ikke med den erosion, der sker. Noget tyder på, at der i stedet er sket en verdensomspændende katastrofe for kun nogle årtusinder siden, hvorved jorden blev oversvømmet og de geologiske lag kom til at ligge på den måde, de ligger. Samtidig frøs polerne til is. Men i dette forskes der næsten ikke, fordi det strider imod de vedtagne dogmer - og det passer sammen med Bibelens beretning.

Vi har kontakt til et af verdens bedste blade om skabelse og udvikling „Creation ex nihilo", hvortil der er knyttet forskere og eksperter. Udfordringen bringer med jævne mellemrum artikler herfra og desuden andre artikler om arkæologi. 

Så - glæd dig til de nye udfordringer!

 

Gå til startside for Creation på dansk med de første artikler

Tilbage til startside for Noas ark

Gå til top igen